andre. Lappens Reuvot havde grebet ham; han saa Syner, Luftafspejlinger, Hallucinationer.
Vinternat! Dæk Lyset, der rødligt og trist som en Natlampes lyser ud i Mørket. I Menneskets gode Engle, slukker for Guds Skyld dette Lys, dette fattige, forræderiske Lys!
Forsilde! Det havde allerede røbet André Lappegammens Tilværelse.
Hans stansede og steg ud, idet han viklede Tømmen om Armen. Han hørte Salmesang og Hulken.
»Jeg er nysgerrig,« tænkte han, idet han løftede Renskindet.
Et Tableau viste sig for hans Øje, som ved sin bizarre Groteskhed vilde have gjort Furore paa et Theater.
Den med Renfidt fyldte Lampe vilde kun dunkelt have oplyst Gammens Indre, hvis ikke den blussende Flamme paa Ildstedet havde kastet sit ustadige Skin hen over Forsamlingen.
Og Lapperne stode tæt pakkede sammen, indhyllede i rødkantede Pæske og med Tolleknivene stukne ind i Belterne.
De stode der alle tause, med de blottede Hoveder hævede og med Øjnene fæstede paa én Mand, paa den Lap, som forkyndte dem Aaben-
