— lodde[1] fører hans Sjæl til Jahmi — aibmo, de dødes Rige.«
»Alits Tario er syg«, sagde Lapperne. »Noaiden rejser til Jabmi — aibmo forat bede hans døde Moder[2] om ikke længere at pine ham.«
»Stille!« hviskede de alle, »Noaiden sover!« Olga satte sig igen i sin Pulk og kørte videre.
Midt i den religiøse Ophidselse endnu et Stykke fredeligt sovende Hedendom! Modsætningen var overvældende.
Hun kom til Kautokejno; der var dødsstille. Lapperne vare alle som én trukne op til Fjelds, hvorfra hun netop var kommen. Der rørte sig ikke en Vind, der hørtes ikke et Fodtrin.
Pulken holdt udenfor Kirkesangerens Hus. Hun kendte det vil igen!
Olga kastede sig ud, betalte Vappusen, aabnede Døren, der mod Sædvane ikke var bleven lukket, — femten Aar vare svundne hen, siden hun betraadte denne Tærskel! — og ilede ind.
Der sad han ved det enlige Lys, der skinnede
