Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/244

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
228

ud gennem Vinduet, og læste i sin Bibel Kapitlet om den forlorne Søn.

Forstyrret af Larmen saa han op.

Olga kastede pæsken af sig.

Det var ham! Hun kendte ham igen! Det var de samme, velsignede Øjne.

Ære være den gamle Mand! Han var en af de højbaarne og ensomme i Livet.

»Fader, Fader, hjælp mig!« raabte hun, idet hun sank paa Knæ og strakte sine foldede Hænder op mod ham.

Andreas Thorsen sprang op.

»Jeg er Olga, din Datter. Hjælp mig, hjælp mig mod min Mand!«

Thorsen bøjede sig over hende.

»Hvad har han forbrudt mod dig?« spurgte han hæst.

»Min Fader og min Ægtefælle lægge begge en Snare forat fange mig, de have sammensvoret sig mod mig forat skræmme mig ind i Uret og Løgn. Hører du, gamle Mand, hører du! Jeg maa advare min Mand mod min egen Fader; han er hans Livs Fjende!«

»Hvad har han forbrudt mod dig?« gentog Thorsen. Hans Ansigt var bleven ligblegt.

Og Olga fortalte. Hun aabnede sit Hjerte,