Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/242

226

»jeg troede, Kautokejnolapperne vare tagne til Karasuando.«

»Jeg er ikke bange,« sagde Olga. »Kør!«

I Nattens Stilhed og Mørke genlød Luften af Klageraab og Paakaldelser. De forvildede droge om »forat aarelade Menneskens Børn; thi det Syndens Blod skulde udtappes.«

»Er det dette?« tænkte Olga, idet hun i en gysende Modbydelighed lukkede sine Øjne. »Er det dete?«

Det var hende, som om hun var kommen ind i et Helvede.

De stansede igen ved et Lappetelt. Mænd og Kvinder sadde andægtige i en Kreds om Baalet; foran Indgangen laa en Lap og sov.

»Stille!« sagde Mændene. »Noaiden so­ver,^[1] og Saivvo — gadse^[2] gaa over hans Fød­der.«^[3]

»Noaiden sover,« sagde Kvinderne, »og Saivvo

---

1. Efter forudgaaende Faste faldt Noaiderne i en magnetisk Søvn.
2. Aander.
3. De siddende placerede sig alle med Fødderne vendte mod Indgangen, saa at Aanderne nødvendigvis maatte gaa over dem, men kun den udvalgte Noaide mærkede Berørelsen.