»Der red Rota[1] forbi paa sin Offerhest!« raabte han.
Træt af at stirre omkring, uden at hendes Blik mødte en eneste levende Genstand, opdagede Olga endelig en Skikkelse, der kom hoppende imod dem.
»Det er en Same,« sagde Vappusen.
»Nu har jeg ogsaa faaet Magt til at dømme! Nu har jeg ogsaa faaet Magt til at dømme!« raabte Lappen, idet han svingede med Haanden og hoppede videre.
»Mon her skulde være et Lappetelt i Nærheden?« udbrød Forkøreren.
Olgas Hjerte bankede af en ubestemt Anelse om noget uhyggeligt, der vilde komme.
To Rener laa døde midt paa Fjeldet, indviklede i hinandens Horn[2]. Det havde været en Dødens Omarmelse.
Lappeteltet hævede sig snart op foran dem.
»Det var bedre, vi ikke havde truffet det,« sagde Vappusen, »men da det er sket, er det bedst at gaa ind og varme sig.«
Skønt modstræbende fulgte Olga hans Vink,
