Hvad var det? Begyndte hun at føle Skinsyge, og var der virkelig Grund dertil? Hvad vidste hun andet end, at hun gik om iblinde?
»I Lighed med Gøthe plukker han Blomster,« oplyste Grev Wasili.
»Der ere vandede med Hjerteblod,« svarede Olga.
»Græder hun?« spurgte André.
»Nej,« svarede Grev Wasili.
»Kunde jeg blot én Gang faa lokket en Taare frem af disse stolte Øjne!« raabte André rasende.
»Det faar du aldrig,« forsikrede Grev Wasili. »Opstiger der nogen Hjertets Forræder, saa kvæler hun den i Fødselen.«
»Det er ukvindeligt! For en Kvinde sømmer sig Taarer!«
Andrés Hustru væmmedes imidlertid over dette uklare, forhutlede Liv, hvor ingen vidste rede paa sig selv eller paa hverandre, og hvor ingen vidste, hvor han stod, men alle kun spillede en Rolle i en Komedie. Dette usle Liv, det var ikke, som hun vilde have det. Bedre at flye herfra til den gamle Fader!
Utaalmodigheden pulserede i hendes hele Legeme, i hendes Blod. Den langsomme, gradvise Udvikling enten til godt eller til ondt formaaede
