hun ej at følge. Olga Wasili fordrede Omslaget og Forvandlingen straks! Og fremfor alt: hvad der var Uret, det var Uret. En Uret maatte straks indses, og én Gang indset, øjeblikkelig rettes. Hun fordrede Resultatet fuldfærdigt og vilde ikke give Tid.
»Græder hun?« spurgte André.
»Nej,« svarede Grev Wasili, »hun græder aldrig.«
»Nej, jeg græder aldrig,« tænkte Olga, der havde hørt deres Samtale, »jeg græder aldrig. En Hjertesorg, der knuger i Fortvivlelse, kender ikke Taarer. — Hvorfor leve vi, han og jeg? Forat gøre hinanden ulykkelige? Og jeg vilde jo kun bringe ham Lykke.«
»André,« sagde Olga den tredje Dag efter deres Ankomst til Karasjok, »sørg for, at jeg faar en Vappus, jeg kan ikke vente længere, jeg maa straks af Sted til Kautokejno.«
»Vær saa artig,« sagde André, »du skal faa din Vappus i Morgen.«
»Du følger ikke med?«
»Nej,« svarede André.
Da Olga den paafølgende Dag sad indpakket i sin Pulk, gentog hun sin Advarsel: »Vogt dig, André, naar du kommer til Kautokejno. Du ved ikke, hvad Virkning dine Ord kunne have.«
