om den kan man disputere, Religionen er en Stemning, og med den kan man fantasere.«
»André, hvorfor kan den Frygt aldrig snige sig ind i din Sjæl, at du dog alligevel kunde tage Fejl af Gud?«
»Fordi jeg ikke tror paa ham. Gud er kun skabt af vor egen Hjerne; han er et Foster af vor egen Indbildningskraft.«
»Livetns Nydelse,« raabte Grev Wasili, »er Definitionen af det ondes og det godes Ur-Atomer. Disse Ur-Atomer maa findes i Kautokejno.«
Opholdet i Karasjok blev imidlertid adskilligt længere end beregnet. Man skulde her tage Afsked med det engelske Reisefølge, men André drog Afskeden ud saa længe som muligt.
Miss Hopes engelske Flegma æggede, hendes ligegyldige Modstand hidsede, og da André ikke var vant til at have Viljen til at besejre en Kvinde og ikke tillige Magten til at kunne det, blev det ham tilsidst en Æressag ikke at forlade Kamppladsen, førend han havde vundet Sejer og gjort et Indtryk. Kvænen vilde »sætte igennem!«
Denne uventede Uimodtagelighed begyndte at interessere ham som et Fænomen, og hans Opmærksomhed begyndte at faa et Stænk af Alvor, der trængte som et koldt Staal ind i hans Hustrus Hjerte.
