ham! I hans Ondskab er Storhed, og i enhver Storhed bor der en Guddom.«
»Det kunde dog hænde, I ved nærmere Bekendtskab ikke fandt denne Djævel fuldt saa poetisk,« bemærkede Olga ironisk. »Guddommen er uberegnelig, den kunde let finde paa at overaske eder med Spørgsmaal om Liv og Død.«
»Antaget! antaget!« raabte André, der fremdeles ikke formaaede at løse »denne Livsmagts« Problem, »men her komme vi jo netop til den gordiske Knude: hvorledes kan Religionen blive et Spørgsmaal om Liv og Død?«
»Følte du ikke en Anelse derom den Gang, du som Dreng gik over til den katholske Kirke?« spurgte Olga.
»Det var Kunstbegejstring,« indfaldt André, »det var Religionen iklædt Poesi, men Religionen bar og nøgen, hvordan i Himlens Navn kan den blive et Enten — Eller?«
»Du saa det dog i din Barndom.«
André stansede.
»Saa jeg den? hvor?«
»Hos din Fader.«
»Hm, af den har jeg glemt alt undtagen det ene, at jeg afskyede den. Religionen er en Ide,
