»Aina!« raabte han. »Kan du gaa fra dit Barn?«
»Ja.«
»Elsker du det ikke?«
»Nej.«
»Barn, Barn, se paa Moder! Hun ved ikke, hvad hun selv siger.«
Den lille Gut, der blev bange for Moderens ophidsede Ansigt, brast i Graad, og trykkede sit Hoved op til Faderens Bryst.
»Der kan du se,« lo Aina haanligt. »Lige for Lige. Han elsker mig ikke, han er sin Faders Barn. Giv mig fri, Andreas, giv mig fri. I fem Aar har jeg været levende begravet i Kautokejno. Du giftede dig med mig, for at jeg skulde spærres inde her i din Klokkerbolig mellem dine Bøger. Jeg skulle læse, lige som du læste, jeg skulde gaa paa Skole hele mit Liv, jeg skulde være sat, jeg skulde være ærbar. Jeg hader dine Bøger, jeg hader dig, du stille Bogorm, du blege Hængehoved! Jeg er ung, jeg vil danse, jeg vil leve, jeg vil ud!«
Naturbarnet lignede det vilde Dyr, hvis Drift er Frihed; lige som Dyret stod hun paa Sprang for at bryde ud af sit Fængsel.
Hendes Husbond saa paa hende med et Blik
