»Giv mig fri, Andreas.«
»Fri? — Give dig — fri? — Nej.«
»Saa gaar jeg alligevel«.
Thorsen sprang op, som om en Slange havde stukket ham.
»Hvor hen, Aina?«
»Ud i Verden.«
»Med hvem, Aina?« raabte han i sin Sjælekval.
»Det bliver min Hemmelighed«, svarede Aina kort.
»Har du aldrig elsket mig?« spurgte Thorsen.
»Jeg troede det, men det blev ikke til noget.
»Men — det blev ikke til noget,« gentog han. Det var Domfældelsen over hans Livs Lykke.
»Men det blev ikke til noget!« Hans Haab, hans Stræben, hans Arbejde, hans Kærligheds Taalmod for at vinde denne vilde Sjæl, hans Hustrus Sjæl, og gøre den til ét med sin, som han havde haabet, da han for seks Aar siden sluttede hende i sine Arme, og bad Gud velsigne hende, — det blev ikke til noget! Han saa det alt, knust, knust for sine Fødder.
Han vaklede hen til den lille Seng, han greb Barnet, lige som den druknende i sin Fortvivlelse griber sin Redningsplanke, og løftede det op.
