fuldt af Smerte men tillige af en forbarmende Kjærlighed. Han forstod hende, han vidste, at hvad han nægtede hende, vilde hun stjæle. Bedre, ti Fold bedre baade for hendes og for hans Fremtids Skyld, om han nu af egen fri Vilje gav hende det, hun bad om.
»Barn«, sagde han vemodigt, »du skal faa gaa og danse dig træt«.
»Giv mig Friheden helt ud, Andreas! Lad os skilles, saa bliver jeg her, til Skilsmissen er kommet i Stand.«
»Nej,« svarede han. »Jeg vil ikke være mensvoren for Gud, for dig og for mig selv. Din sidste Tilflugt vil jeg ikke berøve dig.«
Han hjalp hende Tøjet paa.
»Du gaaer til din Moder?«
»Ja, naar jeg tager Skierne, er jeg der om en Time.«
»I Morgen skal jeg sende dit Tøj efter dig«.
Sønnen satte sig opreist i Sengen og betragtede dem forbauset.
»Gaar Mor ud?« spurgte han.
»Ja, — Mor gaar ud,« svarede Faderen.
Aina saa sig om i Stuen, hun saa hen paa Barnet, derpaa vendte hun sig hastigt om. Der
