Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/220

204

I Frastand skimtede Olga imidlertid en Lap, der paa sine Knæ slæbte sig hen til Stenen forat tilbede Ibmel.

Pludselig sænkede der sig en tæt Taage over Landskabet.

»Ale vuost! Ale vuost!^[1]« raabte Forkøreren. »Vi maa give os i Uvejrets Haand!^[2]«

Toget stansede. Det var blikstille, og Skodden^[3] saa tyk, at den efter Vappusens Sigende kunde skæres med en Kniv.

»Hvad er det for en Lyd langt borte i Taagen?« spurgte Olga.

»Det er Apparas,^[4] der ligger paa Fjeldet og raaber efter sin Moder,« svarede Lappen. »Spørg kun! Apparas vil svare dig og sige dig, hvem dets Moder er^[5].«

»Skulle vi køre videre?« spurgte André.

»Ja,« svarede Forkøreren, »jeg og min Ren kende Vejen.«

---

1. Holdt!
2. Samernes sædvanlige Udtryk.
3. Taagen.
4. Et Barn, der er født i Dølgsmaal og dræbt.
5. Takket være denne Overtro ere Barnemord sjeldne blandt Lapperne, og naar de hænde, skærer Moderen under Tiden Barnets Tunge af, forat det ikke skaI forraade hende.