»Er det en Gaupe[1], som hyler?« udbrød Olga.
»Det er Apparas, som jamrer sig,« sagde Lappen.
Karavanen satte sig paa ny i Bevægelse i samme Fart som tidligere, skønt Taagen var saa tæt og uigennemtrængelig, at ingen af Følget formaaede at skelne sin egen Ren.
»Der er det igen!« raabte Olga gysende. »I Himlens Navn, sig mig, hvad er det?«
»Det er Apparas, som ler,« sagde Lappen.
Og da Olga for fjerde Gang i nervøs Ophidselse spurgte:
»Hvad er det for en Lyd langt borte i Taagen?« svarede Lappen uforandret som før:
»Det er Apparas, som græder.«
Med en aldrig svigtende Sikkerhed kørte imidlertid Vappusen i Spidsen, kastede sig hvert femte Minut ud af Kærrisen, grov Sneen bort med Hænderne, og efterat have undersøgt Grunden hoppede han igen ind i Slæden.
Denne besynderlige Blindebukkørsel havde allerede varet en hel Time, — de rejsende begyndte
at føle en vis Fornemmelse af Søsyge, —
- ↑ Los.
