Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/219

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
203

som om de slingrende Pulke og Kærriser maatte slynges ned i Dybet.

Olga lagde imidlertid ikke Mærke dertil, Hendes Hjerte bankede, og Blodet strømmede angstfuldt gennem hendes Aarer ved Tanken paa de Farer, der truede André’s Fader.

Maatte de blot komme tidsnok for at frelse ham!

Fyldt af en indre Uro og halvt i Drømme, som om hun oplevede et fantastisk Vintereventyr, blev hun med ustanselig Fart ført af Sted gennem denne ensformige Sneørken, der rødmede i den forunderlige pragtfulde Morgen- og Aftenrøde, som i den mørke Tid oplyser Horisonten fra ni Morgen til tre Eftermiddag.

Højtidsfuldt og vemodigt straalede den gennem Tusmørket og farvede Snefjeldenes Alabastkupler rosenrøde.

Olgas Blik formaaede ikke at løsrive sig fra et Punkt, lige foran hende, der glødede som Guld.

»Hvad er det?« spurgte hun.

»Det er en Zævdse-gædge«[1] svarede Lappen.

Den hurtige Forbøjning, han gjorde, idet de med Lynets Hurtighed fore forbi, røbede, at han endnu i Hemmelighed dyrkede Samernes Stenguder.


  1. En Bautasten.