beskæftiget med at tilegne sig Kunstgrebene ved Brugen af Renens ene Tømme.
»Mon han ikke vilde sige hende et eneste Ord, inden de toge af Sted?«
Nej. Han hoppede allerede ind i sin Kærris, men han havde neppe berørt Bunden af samme, førend han pludselig sprang ud og tilkastede Olga et uforklarligt, angstfuldt Blik.
»Frygt ikke,« svarede Lappen, »din Kone er i en Fjeldlaps Haand.«
»Ere I alle færdige?« raabte Vappusen.
»Ja vel!« svarede André.
Vappusen gav sin Ren et Rap med Tømmen, og Karavanen var i næste Minut i fuld Fart.
Hidset af de bjæffende, spidssnudede Lappehunde fore Renerne om hverandre i de vildeste og mest ubændige Volter og Kaprioler.
Pulke og Kærriser svingedes og kastedes hensynsløst til Siden, væltede over Ende og kom atter paa ret Køl, medens Lapperne i Følge deres livlige Natur snart sadde paa Bunden, snart rede paa Karmen og snart atter stode oprejste i sine Slæder.
Efterhaanden kom der mere Orden i Toget, der kørte saa tæt ved Randen af de bratteste Fjeldskraaninger, at det forekom de uvantes rejsende,
