lagt Mærke til, at han slog hende Kruset ud af Haanden; hun havde kun set Grev Wasili.
Da hun netop Aftenen i Forvejen var ankommen med den Trup, der gav hende Livsophold, vidste hun heller ikke, at André var paa Tromsø, ligesaa lidt som Rygtet om hendes Søns eventyrlige Skæbne nogensinde under hendes omflakkende Liv havde naaet hendes Øre.
Aina tænkte ikke paa sit Barn. Hun tænkte kun paa den Mand, hun havde forladt, og som havde været saa »god mod hende.«
»Og jeg gamle Kvinde har brugt syv og tyve Aar forat komme tilbage til ham!« tænkte hun sørgmodigt. »Nu kan jeg ikke mere! Maa jeg blot faa krybe hen for hans Fødder og saa — dø.«
Grev Wasili ilede imidlertid af Sted, som om den Onde i Form af en ubehagelig Erindring fulgte ham i Hælene.
»Vi maa tage til Kautokejno,« sagde han aandeløs, da han naaede Hotellet. »Luften her er bleven plumret, vi trænge til Sceneforandring.«
Grev Wasilis Glæde ved, at Andrés Beslutning stemmede overens med hans egen, gjorde den lille Mand ude af sig selv af Henrykkelse.
Olga skjulte imidertid sin Forbauselse over det ligesaa pludselige som uventede Omslag.
