Haar var blevet graat, men de sorte Øjne luede endnu med Ungdommens Ild.
»Det Ansigt har jeg kendt,« mumlede han, idet han satte Lorgnetten paa.
»Ja,« sagde hun med en besynderlig dæmpet, stille Haan, »det Ansigt har du kendt og — skændet. For din Skyld forlod jeg den Mand, der var som en Gud i Samenligning med dig og mig. For dig, Usling, forlod jeg ham, hvis Fødder du ikke er værdig at kysse, — den gamle Mand, der visselig har tilgivet sin gamle Hustru.«
Hendes sorte Øjne skøde Vredeslyn, og idet hun pegede paa Porten, sagde hun med en ubeskrivelig stolt Foragt i Stemme og Blik:
»Gaa — jeg vil ikke længere besmittes af din Aande.«
Grev Wasili lod sig det ikke sige to Gange. Denne Rencontre var altfor ubehagelig. Hvordan i Himlens Navn var denne forglemte Karasuando-Kvinde kommen faldende ned fra Himmelen!
Grevet retirerede øjeblikkelig og blev pludselig med en Gang saa ubehagelig lille.
Men Andreas Thorsens Hustru blev staaende igen med Armen støttet paa Portstolpen og stirrede efter den bortflygtende.
Hun havde ikke set sin Søn, hun havde neppe
