Rejsen blev hurtig fastsat, og da André, trods sin nyskabte Stemning, dog ikke formaaede at lade nogle Triumfens Blomster ligge hen at visne uden øjeblikkelig at plukke dem, blev Routen — den haarde Aarstid uagtet — bestemt til ved Hjælp af en Lodje, der skulde til Vadsø, at lægges over Hammersfest, Vardø og Vasino. André ønskede tillige, at hans Hustru skulle se disse Steder ved Vintertid.
André, hans Hustru og Svigerfader havde imidlertid neppe forladt Tromsø, førend Efterretningen om Urolighederne i Kautokejno naaede Stiftstaden og vakte en umaadelig Sensation og Bekymring.
Overordentlige Forholdsregler bleve trufne, og Autoriterne, det vil sige: Biskop og Stiftamtmand, gjorde sig øjeblikkelig rede til at tage op til Kautokejno.
Imidlertid nærmede André sig langsomt Østfinmarken.
Han havde en Gerning at udrette, — han vidste ikke selv hvilken.
