sindige Hvirvel. Det var Elementaraandernes vilde Jagt.
Tromsø laa i fuld Illumination og straalede ud i Saganatten.
Endnu var imidlertid alt taust fra Kautokejno, og intet Rædselsbud havde endnu naaet frem over Fjeldet.
Men under Tromsøs sædvanlige, lystige Selskabsliv begyndte der snart at gaa en sagte Underdønning. Den religiøse Opvækkelse forplantede sig lidt efter lidt til Stiftsstaden, men det skede tyst og stille. Den var endnu ikke trængt ind i de Kredse, i hvilke André færdedes. Ikke destomindre opfangede han lejlighedsvise Glemt af denne »mystiske Fremtoning,« naar han under Tiden om Aftenerne paa sin Vandring gennem Gaderne hørte Salmesang tone ud fra et eller andet Hus, hvor der holdtes en kristelig Opbyggelse.
André stod ofte stille og saa lyttende op til de oplyste, tildækkede Vinduer.
Disse lejlighedsvise Glemt vare imidlertid tilstrækkelige til at indgyde hans let bevægelige Fantasi et ubestemt Indtryk af noget hemmelighedsfuldt, der gærede i den Luft, han indaandede, af skjulte Magter, han ikke kunde raade.
Den fortsatte Kamp mellem André og hans
