unge Hustru blev hidset af den nervepirrende Søvnløshed, der ofte er den mørke Tids ubønhørlige Ledsager. De vare begge unge, livskraftige og — stærke. Ingen af dem vilde give efter, og ingen af dem vilde give tabt. Den lidenskabelige Kærlighed, de hver paa sin Side følte for hinanden, gav Striden en Intensitet, der drev den ud paa Spidsen.
Ligesom André hin Gang for femten Aar siden i Kautokejno listede sig om den unge Pige med Lazzaronens Smidighed for tilsidst at erobre hende, saaledes kæmpede han nu lig Pygmalion, forat hans Galathea skulde faa den Glød og den Hengivelse, han forlangte.
Pygmalion vilde blive Galatheas Gud.
Olgas Længsel efter André’s Fader blev tilsidst ulidelig; thi hun havde en Følelse af, at naar hun blot fik komme til den gamle Mand og lette sit forpinte Hjerte, vilde alt blive godt.
André’s »store Arbejde« var imidlertid blevet færdigt, dette romantiske Epos, — thi Ultima Thules Søn var naturligvis en fuldblods Romantiker, — der i Følge alles Forventning skulde forbause Verden.
Den unge Poet havde netop afsendt sit
