Grupper af Sølapper vare paa Zigeunervis lejrede i hver Gade og paa hver Brygge; man kendte dem i lang Frastand paa Lugten af Rensdyrshuder.
De lo, snakkede, dyppede sin bankede Tørfisk i Tran og takkede Gud for »godt, velsmagende« Maaltid.
Hvilken forunderlig, broget Tilværelse! Overforfinelse og ukultiveret Nomadeliv, Blaserthed og umiddelbar Naivitet!
Rul hen, du ejendommelige Nordpolsliv, rul hen, sprudlende og friskt, medens Tromsøen svømmede paa det plaskende Ishav. Lysene fra Polarstadens tusinde Hjem straalede ud i Mørket.
Forsølvet af Maanens blege Glans laa Ultima Thules Hovedstad lig et utydeligt, halvt spøgelseagtig Fata Morgana, som man er bange vil forsvinde, dersom man nærmer sig det, medens Himmelens Stjernefakler tegnede sælsomme Runer over dets Hoved.
Stjerneskud paa Stjerneskud faldt ned i Polarhavet.
Hold inde, du blinkende Regn, du forvirrer Synet og Tanken!
Nordlysene lynede gennem ALtet. De funklede, de gnistrede, de hvislede i en Elektricitetens af-
