Lamik Nikkut saa en lang Tid til. Fantasien gærede i ham, og han grundede i Biblen Nat og Dag. Et eller andet forfærdeligt Vanvid ulmede i Lappens Hjerne. Tilsidst brød Ilden ud, og Lamik Nikkut blev ligesom sine Medbrødre greben af Aanden.
Det var en kold, stjerneklar Julenat. Ilden var gaaet ud i Lamik Nikkuts Gamme, da Seimke vaagnede ved, at hendes Mand stod bøjet over hende. Skæret fra de ulmende Gløder faldt paa hans Ansigt.
»Farvel, du Syndens Kvinde!« sagde han. »Nu gaar jeg ud i min Herres Gerning.«
»Lamik, Lamik!« raabte Seimke, »vil du forlade mig?«
»Herren siger,« svarede Nikkut, »»hvo som elsker Fader, Moder, Hustru, Søster og Broder mere end mig, er mig ikke værd.«« I denne Nat har han aabenbaret sig for mig ligesom for Petrus ved Genesareth Sø og sagt: »»Følg mig! Fra nu af skal du fiske Mennesker.««
Lamik Nikkut tog Skierne og ilede ud af Gammen.
Seimke sprang op. Hun styrtede ud i Natten og raabte: »Lamik! Lamik!«
