Men kun Ekkoet af hendes trøstesløse Raab klang tilbage, hun fik intet Svar.
Og i Fortvivlelsens Øjeblik tyede den kristne Lappekvinde til det moderlige og forbarmende, som Lappehedningen finder hos Mader-akka[1], og Katholiken hos Jomfru Maria.
Med opløftede Hænder ilede Seimke hen over Sletterne og raabte: »Mader-akka! Mader-akka!«
Julestjernerne skinnede over Kautokejno’s Fjelde. Englene sang: »Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed!«
Men denne Jul syntes det snarere, som om Djævlenes Hærskarer droge hen over Finmarkens Tundras forat optænde Helvedes Ild.
Med et bekymret Hjerte havde ANdreas Thorsen læst sit Juleevangelium og lagt sig til Hvile. Den nuværende Stilhed varslede intet godt; den var kun en Forløber for Stormen.
Da den gamle Mand som sædvanlig havde anbefalet sin Hustru, sin Søn, sig selv og alle Mennesker i Jesu Haand, sovnede han ind, men medens han sov, fløj Rygtet som en Løbeild gennem Kautokejno, at Pintsefesten nu for anden Gang fandt Sted paa Jorden.
- ↑ Al Tings Moder.
