Jeg forstid det ikke den Gang, jeg forstaar det nu! Spillede jeg i Nat Komedie?«
»Nej, André, du ar kun dig selv, dit eget fyrige, kraftige Selv, men dette Selv var Stemning, der — ogsaa dunster bort.«
André stansede igen foran hende, hans Blik var iskoldt.
»Hun var smuk,« sagde han kort.
»Ja, hun var smuk, men hun var tillige noget, der var bedre.«
»Hvilket?«
»Hun var for god til at lege med.«
André lo haanligt.
»Hvem siger, jeg leger med hende?« raabte han.
»Jeg.«
André srang hen og bøjede sig over hende.
»Den, der elsker, er ikke saa sikker i sin Besiddelse, men elsker i Frygt og Bæven. Du skal endnu komme til at tigge om Smulerne af det, du i din Stolthed forkaster!«
Han greb sin Hat og ilede ud.
I det samme Øjeblik aabnedes Døren til det tilstødende Værelse, og Grev Wasili traadte forsigtig ind.
»Pardon, min Datter, men det er min Pligt som Fader at advare dig. Du spiller et højt Spil.«
