Olga støttede sig mod Bordet. Hendes Brysts heftige Bølgen røbede hendes stærke Sindsbevægelse.
»Den, som intet vover, vinder intet,« svarede hun.
»Undskyld, mon enfant, jeg er ikke ganske med, — hvad er det, du vil vinde?«
»Andrés bedre Jeg, ham selv, fri for Slagget, som er blandet med Guldet.«
»Trés-bien! Jeg troede, min Datter vidste, hvad hun paatog sig, da hun blev en Dikters Hustru.«
»Jeg vidste det, min Fader, og derfor vidste jeg ogsaa tillige, at jeg ikke vilde komme til at danse paa Roser.«
»Bien, fordi det er dig, der af Skæbnen er bestemt til at strø Roser paa hans Vej.«
»Forat skjule de Stene, jeg skulde hjælpe ham til at rydde af Vejen?«
»Som man tager det, madame! Jeg vil kun tillade mig at gentage: du staar til Ansvar for, hvad du har paataget dig. Pardon! Hvorfor vilde du ikke danse med ham i Aften? Jeg havde ventet mig mere af din Smag. For en Dikters Hustru er det en meget lidet lønnende Egenskab at være skinsyg.«
»Jeg er ikke skinsyg. At denne Egenskab
