i Form af Middagsbordets Feststemning. ― André! I Nat, da du stod der med Champagneglasset i Haanden, da de omstaaendes smigrende Jubel lagde Virakens Laurbærkrans paa dit Hoved, og alt blev dig tilladt i Geniets Navn, da saa din Hustru i Aanden den Tid, da din Stjerne ikke vil straale saa klart som nu, da Nyhedens og Friskhedens Nimbus er forsvunden fra din Pande, og ― og ― hun saa, at hvis Poesien pludselig blev revet fra dig, hvis du stod der ikke som Dikter men som Menneske, som skrøbeligt, fejlende Menneske, da vilde der blive raabt Anathema over det, der nu tillades dig, da vilde du kun blive betragtet som en anklaget og dømt som en anklaget, og da, André, saa jeg dem alle, der nu i et Par Maaneder have tiljublet dig sit Bifald, alle som én stene dig i dydlig Harme og Egenretfærdighed; og ikke én vilde holde inde og spørge: »»Hvem tør kaste den første Sten?««
André sprang op.
»Olga Wasili!« raabte han. »Dette er mere reflekterende Fornuft, end en Dikter kan taale.«
»En Dikter maa taale at høre Sandheden, dersom han selv er af Sandheden.«
»Du sagde hin Gang, da jeg var Tolk i Karasjok Kirke: »»Du spillede ypprligt Komedie.««
