André kastede sig paa Knæ ved Siden af Faderen og brast i Graad.
Thorsen bøjede sig over ham og lagde Hænderne paa sin Søns Hoved.
»Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn op over dig og give dig sin Fred!« sagde han neppe hørligt.
Han mindedes hin Vinteraften, da han havde udtalt den samme Velsignelse over sin Hustru. Det var hans Lod i Livet at offre, fordi han elskede. Uden denne Offervillighedens Forsagelse er Kærlighed en Livets Løgn.
Men idet Sønnen saaledes knælede foran Faderen den sidste Aften, han tilbragte i sit Hjem, faldt hans Tanker med en forunderlig, dragende Længsel paa den ukendte, forsvundne Moder, den Moder, han ikke kunde huske, og som Lapperne tiede død, den Moder, der i Aarenes Løb var bleven til ét med Længselen efter »det derude,« hvor han vidste, hun var.
I sin Fantasiverden havde han forlængst bygget hende en Bolig, og hver Gang Faderen straffede ham, havde han altid instinktmæssig følt, at Moderen vilde have holdt med ham.
I denne Stund blev hun pludselig en glimrende
