Aftenenen forinden Afrejsen skulde finde Sted, sadde Thorsen og André alene paa deres Kammer. Den første havde taget den gamle Billedbibel frem og skrev med skælvende Haand Andrés Navn og Datoen paa det første Blad.
»André,« sagde han lavt, som om han frygtede sin egen Stemme, at den skulde svigte ham, »du skal ikke bryde dig om, at den er gammel og luvslidt. Det er din Faders Bibel, og du har lært at stave i den og at kende vor Herre Jesus paa dens Billeder. Husk det, André! Den har været din Faders eneste Ven i Livet. — André,« blev han ved, idet en Taare faldt fra hans Øje ned paa Bibelen, »dersom du skulde trænge noget, jeg mener Raad og Trøst, saa kom straks. Der er dog ingen, som kan trøste og raade dig uden Fader. Og dersom du skulde trænge til Penge, jeg mener, til at gøre noget godt med, til at hjælpe en eller anden, thi ellers vil nok Greven give dig alt, hvad du behøver, saa ved du, jeg har nogle Spareskillinger. De ere ikke mange, André, de ere ikke mange, men de ere sparede sammen til dig, og du skylder Vorherre dem, fordi han har velsignet dig saa overvættes. Min Gut skal faa Lov til at gøre godt. — Skriv til Fader, André, skriv til Fader!«
