Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/105

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
89

Personifikation af alt det, han nu skulde drage hen til.

»Fader,« sagde han tøvende, »hvor er Moder«?

Og da gav Thorsen ham det samme taalmodige Svar, som han havde givet, hver Gang Sønnen havde spurgt:

»Moder er borte, men med Guds Hjælp kommer hun tilbage. Hold af hend, André, og bed til Gud, at hun ret snart maa vende hjem.«

Lørdagen var kommen. En uoverskuelig Masse Lapper havde forsamlet sig rundt om Kirke­sangerens Hus. Man græd, man faldt paa Knæ og bad for Andr. Lamik Nikkut og Seimke hulkede højt.

Lensmanden vovede neppe at velsigne det lille Barn, han havde set vokse op fra Vuggen af, af Frygt for den sidste Dag at skulle komme til at vække dets Vrede.

Olga trøstede dem, men André følte en pludselig Lede til alle disse Mennesker, der tilhørte det gamle, og som til sin Død skulde blive ved at leve i »det gamle.«

»Hvor du vandrer, saa lyse Guds Sol for dig, André!«

»Gud fylde dit Kar, André!«[1]


  1. »Give dig Velsignelse.«