sprukkent; spænderne var forsvundet og erstattet med hyssing; men eftersom der intet rart var ved den, hadde Fontanet aldrig hat ubehageligheter for dens skyld. Naar jeg derimot kom ind i skolegaarden med ranselen paa ryggen, blev jeg øieblikkelig tutet døv, omringet, knubset og slaat overende saa lang jeg var: Fontanel kaldte det at leke skildpadde med mig, og han steg op paa mit skal. Han var ikke synderlig tung, men jeg blev ydmyget. Saasnart jeg kom mig paa benene, styrtet jeg mig over hans lue.
Hans lue var altid ny og, ak! min ransel var uforgjængelig. Og vore voldsgjerninger kjædet sig ved en ubønhørlig skjæbne sammen som i hedenold forbrydelserne i Atridernes familie.
Mens jeg imorges gik og rotet i de gamle bøker paa kaierne, fandt jeg i toskillingskassen et løsrevet bind av Livius. Jeg bladet paa lykke og fromme i det og faldt over denne sætning: »Levningerne av den romerske hær naadde i nattens ly Canusium«, og denne sætning gjenkaldte hr. Chotard's minde i min erindring. Og naar jeg begynder at tænke paa hr. Chotard, blir jeg ikke kvit ham saa snart. Jeg gik fremdeles og tænkte paa ham da jeg kom hjem til frokosttid. Og da jeg endnu hadde et smil paa læben, blev jeg spurt om grunden.
– Grunden, mine barn, er hr. Chotard.
– Hvem er denne Chotard som faar dig til at smile?
