– Det skal jeg si Eder. Hvis jeg kjeder Eder, saa lat som I hører paa mig og la mig tro at det ikke er bare for sig selv den uforbederlige fortæller beretter sine historier.
Jeg var fjorten aar og gik i tredje klasse. Min lærer, som het Chotard, var rødmusset som en gammel munk, og det var han ogsaa.
Broder Chotard, der hadde været ett av de sagtmodigste faar i den hellige Francisci fold, kastet i 1830 munkekutten i brændeneslene og anla lægmands dragt uten at det lykkedes ham at bære den utvungent. Hvad bragte broder Chotard til at handle saaledes? Somme sir det var kjærligheten; andre sir det var frygten, og at broder Chotard efter de tre Glorværdige Dage, da det suveræne folk hadde kastet nogen kaalstilker efter kapucineren ***, hoppet over klostermuren for at spare sine forfølgere for en saa stor synd som at maltraktere en kapuciner.
Denne gode broder var en lærd mand. Han tok sine grader, gav timer og slog sig saapas igjennem at da jeg og mine kamerater kom til at sitte under hans kateter, var hans haar graat, men hans kinder røde og hans næse flammende.
Hvilken krigersk lærer hadde vi ikke i ham! I skulde ha set ham naar han med teksten i haand førte Brutus' soldater til Filippi. For en urokkelighet! for en uforfærdethet! for et heltemot! Men han valgte sin egen tid til at være heltemodig i, og den tid var ikke nutiden. Hr. Chotard viste sig i livets gang frygtsom og forsagt. Han var let at skræmme.
Han var ræd for tyver, for gale hunder, for tordenen, for kjøretøier og for alt det som fra nær og fjern truer en besteborgers skind.
