og jeg blev rørt over det forstøtte barns skjæbne. En dag stod jeg og betragtet denne dystre og mægtige Kain med en snild liten Abels hele sønderknuselse, mens han nede i gaardsrummet plaget en gammel dames papegøie. Ak ! det er lykken som skaper de smaa Abel'er. Jeg spekulerte paa hvorledes jeg skulde gi den anden et vidnesbyrd om min medynk. Jeg tænkte paa at sende ham et kys; men hans vildmandsansigt syntes litet egnet til at motta det og mit hjerte vægret sig for denne gave. Jeg søkte længe efter hvad jeg vel kunde gi ham; min forlegenhet var stor. At gi Alphonse min hest som kunde trækkes op – den hadde forresten hverken hale eller faks længer – syntes mig allikevel for meget. Og er det desuten ved at gi bort en hest at man viser sin medlidenhet? Jeg maatte finde en foræring som passet til en forstøtt. En blomst kanske? Der stod blomster i glas i salongen. Men en blomst, den er som et kys. Jeg tvilte paa at Alphonse holdt av blomster. Jeg gjorde i min raadvildhet en runde omkring i spisestuen. Med en gang slog jeg glædestraalende hænderne sammen: jeg hadde det!
I en skaal paa buffeten laa der nogen pragtfulde vindruer fra Fontainebleau. Jeg kløv op paa en stol og tok en lang, tung klase som fyldte tre fjerdeparter av skaalen. De blekgrønne druer var gyldengule paa den ene side, og man kunde tænke sig at de maatte smelte vidunderlig i munden; jeg smakte allikevel ikke paa dem. Jeg sprang og hentet et garnnøste i min mors sybord. Det var mig forbudt at røre noget der. Men man maa kunne være ulydig. Jeg knyttet drueklasen til garnenden, og idet jeg heldte mig utover vinduskarmen, ropte jeg paa Alphonse og lot klasen
