stængt deroppe, vinket han at jeg skulde komme ned. Jeg hadde svært lyst paa at leke brolægger sammen med ham. Jeg hadde ingen brostener at bære i mit værelse. Det traf sig saa at døren til leiligheten stod aapen. Jeg gik ned i gaarden.
– Her er jeg, sa jeg til Alphonse.
– Bær denne sten, sa han.
Han saa ut som en vildmand og var hæs i stemmen; jeg adlød. Med en gang blev stenen revet ut av hænderne paa mig, og jeg følte mig løftet op fra jorden. Det var min barnepike som forbitret bar mig bort. Hun vasket mig med grønsæpe og ba mig skamme mig over at leke med en gategut, en omstreifer, en pøbelunge.
– Alphonse, tilføiet min mor, Alphonse er slet opdraget; det er ikke hans feil, det er hans ulykke; men velopdragne barn maa ikke omgaaes dem som ikke er det.
Jeg var en meget forstandig og meget omtænksom liten gut. Jeg la mig min mors ord paa sinde, og de knyttet sig, jeg vet ikke hvordan, til det jeg hadde hørt om de forstøtte barn da min gamle billedbibel blev mig forklaret. Mine følelser for Alphonse slog fuldstændig om. Jeg misundte ham ikke længere; langt derifra. Jeg tænkte paa ham med en blanding av rædsel og medlidenhet. »Det er ikke hans feil, det er hans ulykke«. Disse min mors ord gjorde mig urolig for ham. Du gjorde vel, mor, da du talte saaledes; du gjorde vel i at aabenbare mig i den tidligste barndom de ulykkeliges uskyld. Dine ord var gode; det tilkom mig at bevare dem i minde i mit senere liv.
I det mindste denne gang gjorde de sin virkning,
