Deres rene, vidtaapne øine – fyldes av sælsomme drømmer: – Hvor de er vakre, de smaa engler – som har forvildet sig ned paa vor gamle klode!
Sorgløse og henrevne drømmer de, – mens vi tænker, – og fra overraskelse til overraskelse – opdager de livet.
Susanna har iaften fyldt sin tolvte maaned, og i det aar hun har været paa denne gamle jord, har hun gjort mange erfaringer. Et menneske som var istand til paa tolv aar at opdage saa mange og saa nyttige ting som Susanna har opdaget paa tolv maaneder, vilde være en gud iblandt dødelige. De smaa barn er miskjendte genier; de tar verden i besiddelse med en overmenneskelig kraftutfoldelse. Intet er at ligne med dette livets første fremstøt, denne sjælens første vekst.
Kan I fatte at de smaa væsener ser, føler, taler, iagttar, sammenligner, husker? Kan I fatte at de gaar? Kan I fatte at de leker? Det er især vidunderlig at de leker, ti leken er alle kunsters ophav. Dukker og sanger, det er allerede næsten hele Shakespeare.
Susanna har en stor kurv fuld av leker, hvorav bare nogen ifølge sin art og bestemmelse er leker, saaledes som dyr av polert træ og dukker av gummi. De øvrige er kun blit leker ved skjæbnens særlige tilskikkelse: det er gamle pengepunger, filler, æskebunder, et metermaal, et sakseetui, en tekjedel, en togtabel og en rund sten. De er alle tilhobe ilde
