medfarne. Hver dag trækker Susanna dem én for én ut av kurven for at gi dem til sin mor. Hun lægger ikke merke til nogen især, og hun skjelner i almindelighet ikke mellem dette sit liggendefæ og alle de øvrige ting. Verden er for hende en uendelig stor utklippet og malet leke.
Hvis man vilde sætte sig ind i denne opfatning av naturen og henføre alle Susannas handlinger og alle hendes tanker til den, maatte man beundre denne lille sjæls logik; men man bedømmer hende efter vore forestillinger, ikke efter hendes. Og fordi hun ikke har vor forstand, paastaar man at hun ingen forstand har. For en uretfærdighet! Jeg som kan stille mig paa det rette synspunkt, jeg opdager en følgerigtig aand der hvor folk flest kun ser usammenhængende handlinger.
Og dog lar jeg mig ikke skuffe; jeg er ikke en forblindet far; jeg indrømmer at min datter ikke er synderlig mere merkværdig end et andet barn. Jeg anvender ikke overdrevne uttryk naar jeg taler om hende. Jeg sir bare til hendes mor:
– Kjære veninde, det er en meget vakker liten pike vi har.
Hun svarer mig omtrent hvad fru Primerose svarte naar hendes naboer sa hende en lignende artighet:
– Min ven, Susanna er hvad Gud har gjort hende til: hun er vakker nok, om hun er god nok.
Og mens hun sir det, hyller hun Susanna ind i et langt, straalende, kilderent blik, hvori man under de sænkede øienlaag aner nogen øiestener som skinner av kjærlighet og stolthet.
Jeg holder fast ved mit:
– Indrøm at hun er vakker.
