læste jeg i Antigone ved lygteskinnet hos en kastanjesælger, og endnu en menneskealder senere kan jeg ikke tænke paa disse vers:
O grav, du mit brudeleie!...
uten igjen at se auvergneren blaase op en papirpose og uten at føle varmen fra ovnen hvor kastanjerne ristedes. Og mindet om den brave mand blander sig i min erindring harmonisk med den tebanske jomfrus veklager.
Saaledes lærte jeg mange vers. Saaledes erhvervet jeg nyttige og kostelige kundskaper. Saaledes drev jeg mine klassiske studier.
Min maate passet for mig; den vilde ikke due for en anden. Jeg vil vogte mig vel for at anbefale den til nogen.
Forresten maa jeg bekjende at jeg, efter at være næret av Homer og Sofokles, manglet smag da jeg kom ind i retoriken. Det var min lærer som sa mig det, og jeg tror det gjerne. Den smag som man har eller som man lægger for dagen i syttenaarsalderen er sjelden god. For at forbedre min anbefalte min retorik-lærer mig omhyggelig at studere Casimir Delavigne's samlede verker. Jeg fulgte ikke hans raad. Sofokles hadde git mig et visst tilsnit som jeg ikke kunde fri mig fra. Denne retorik-lærer syntes mig ikke og synes mig hellere ikke nu nogen velskolert klassiker; men han hadde, foruten et grættent gemyt, en rak karakter og en stolt sjæl. Om han end lærte os enkelte litterære kjætterier, viste han i det mindste ved sit eget eksempel hvad en hædersmand er.
Denne viden har sit værd. Hr. Charron var høi-
