var der nye glæder og nye taarer og en ny streng skjalv i mit hjerte.
Alkestis og Antigone skjænket mig de ædleste drømmer som et barn nogensinde har drømt. Med hodet skjult i mit leksikon saa jeg paa min blækstænkede pult guddommelige skikkelser, elfenbensarmer som faldt ned langs hvite tunikaer, og jeg hørte stemmer som var skjønnere end den skjønneste musik, harmonisk klage sin ve.
Det bragte mig endnu flere ekstralekser. De var fortjente: jeg beskjæftiget mig med ting som var skolearbeidet uvedkommende. Ak! jeg er ikke kommet fra den uvane. I hvilken skole her i livet man end sætter mig for resten av mine dage, er jeg ræd at jeg selv i alderdommen vil utsætte mig for den tilrettevisning jeg fik av min lærer i anden klasse: »Pierre Nozière, du beskjæftiger dig med ting som er skolearbeidet uvedkommende«.
Men det var særlig om vinteraftenerne, naar jeg vendte hjem fra skolen, at jeg langs gaterne beruset mig i dette lys og i denne sang. Jeg blev staaende under gaslykterne og foran de oplyste butikvinduer og læse digternes vers som jeg saa gjentok halvhøit for mig selv mens jeg gik. Vinteraftenernes virksomme liv hersket i forstadens trange gater som allerede hylledes i mørket.
Det hændte mig ofte at jeg støtte mot en eller anden bakergut som, med sin kurv paa hodet, spandt sin drøm som jeg spandt min, eller at jeg pludselig følte mot kindet det varme pust fra en stakkars hest som drog paa sin kjærre. Virkeligheten forstyrret ikke min drøm, for jeg holdt av mine gamle forstadsgater hvis stener hadde set mig vokse op. En aften
