dog ikke synke ned under en vis grænse. Et vist minimum af fornødenheder finder de besiddende klasser altid raad til at unde sig, hvor daarlige end tiderne er, og ned til dette minimum lar deres efterspørgsel sig drive, men heller ikke længer. Naar derfor produktionen er skrumpet ind til kun at tilfredsstille denne usle minimums-efterspørgsel fra de besiddende klassers side — naturligvis den endnu uslere efterspørgsel der kan præsteres af de faa sultelønnede arbejdere som dermed er beskjæftiget — da er produktionen naad ned til sit lavmaal. Den automatiske bræmse møder da endelig paa en absolut modstand, og maa stanse op — og dermed har altsaa arbejdsløsheden naad sit maximum, og arbejdslønnen sit minimum.
Men da er man ogsaa nede paa det rene elendigheds-niveau.
Fra dette elendighedsniveau kan produktionen ikke atter drives op uden derved, at de besiddende klasser begyner at bruge sine penge til at spekulere i en øgning af produktionen. Det kan imidlertid de besiddende klasser ikke gjøre paa en god stund; thi under produktionens nedbræmsning er deres penge blit bundet.
Mens det uhyggelige bræmse-apparat skruer sig ubarmhjertig sammen om produktionen som for at kvæle den, og virksomhed efter virksomhed maa stanse op, gaar nemlig den ene efter den anden af de producerence konkurrenter fallit. Hver enkelt fallit betyder tab for alle dem der staar i forbindelse med
