fallenten. Nogle kan staa for tabet, om det end svækker deres økonomiske evne; andre kan ikke staa for det men rives med i faldet og ramler overende de ogsaa — og resultatet blir nye tab, i nye kredse, med ny svækkelse af den økonomiske even, og nye falliter. Insolvensen griber derfor om sig som en smitsom farsot, falliternes antal øges for hver dag, og naar man tilslut er naad ned til elendigheds-niveauet, er der snart sagt ingen mere der ved, om han selv staar elle falder. Alt er uorden og forvirring, et fuldstændigt økonomisk virvar og røre, og al tillid borte. Det tætspundne net af millioner indbyrdes forpligtelser, som i de gode tider uafladelig indfriedes og fornyedes, hele dette vældige levende aarenet, hvorigjennem produktionens blodomløb nys pulserte med et saa spillende liv, ny ligger det dødt og livløst hen — en eneste stor og ugrej floke som ingen mere kan hitte rede i. Masser af disse forpligtelser vil aldrig bli indfriede i. Masser af disse forpligtelser vil aldrig bli indfriede; masser af dem vil bli delvis indfriede engang i tiden, men ikke før dem vil bli delvis indfriede engang i tiden, men ikke før de utallige fallit-boer langt om længe er blit gjort op; atter andre masser af dem vil nok bli helt indfriede engang, men foreløbig maa de ligge hen og vente paa sin tur, mens alle slags afviklinger finder sted. Thi selv de virksomheder der har klaret sig og endnu kan holde det gaaende, har næsten allesammen faat sin økonomi bragt i uorden under krisen og maa ha moratorium; kun lidt efter lidt formaar de at afvikle sine forpligtelser. Det er altsaa en uendelighed af opgjør som finder sted — og ingen ved hvad der vil bli det endelige resultat
