heds-, men ogsaa endel af sine luxus-behov i efterspørgselen. Men for at denne lykkelige situation skal kunne vedvare, er det aldeles nødvendigt at de besiddende klasser ikke minker sin efterspørgsel. Gjør de det, indtræder der straks arbejdsløshed, og da er hundrede og ét ude —: det store automatiske bræmse-apparat træder øjeblikkelig i virksomhed. Arbejdsløsheden bringer nemlig strax arbejdslønnen til at synke; med arbejdslønnen synker befolkningens kjøbeevne og dermed dens efterspørgsel — og de konkurrerende producenter blir da nødt til yderligere at indskrænke produktionen, til trods for at de derved frembringer ny arbejdsløshed, som sammen med den gamle trykker arbejdsløn, efterspørgsel og produktion end yderligere ned og dermed avler arbejdsløshed og arbejdsløshed paany.
Med andre ord: Arbejdsløsheden, naar den først er indtraadt, bringer uafladelig arbejdslønnen til at minke, og den minkende arbejdsløn bringer uafladelig arbejdsløsheden til at øge — og drevet af dette automatiske vexelspil skruer bræmsen sig med uimodstaaelig magt sammen om produktionen og tvinger den til at skrumpe sig ind, mer og mere for hvert nyt udslag af det uhyggelige vexelspil.
Efterhvert som produktionen paa denne maade bræmses ned, blir det ogsaa daarligere og daarligere med de besiddende klassers fortjeneste, de blir derfor mindre og mindre flotte — ogsaa deres efterspørgsel skrumper ind, om kap med arbejdernes. Da det imidlertid er dem der har pengene, kan deres efterspørgsel
