han indretter forholdet mellem priser og arbejdsløn saaledes, at den del af produktionen, der er bestemt for befolkningen, kan kjøbes for den samlede arbejdsløn. Med andre ord: han afpasser kjøbe-evnen efter produktionen, som han har afpasset produktionen efter behovet.
Selvfølgelig vil naturbegivenheder som den Ene ikke er herre over undtagelsesvis kunne bevirke, at produktionen i et eller andet fag kan bli mindre end paaregnet — høsten kan slaa fejl, ildebrand ødelægge endel af hvad der er produceret o.s.v. — og den Ene vil i saadanne tilfælde være nødt til at sætte priserne paa vedkommende fags produktioner op, og befolkningen vil altsaa se sin kjøbeevne minke, fordi produktionen er for liden. Men hvad der aldrig vil kunne indtræffe under den Enes regimente, det er, at befolkningens kjøbeevne ikke skulde være stor nok til at kjøbe hvad der faktisk er produceret med befolkningens behov for øje. Den idioti er fuldstændig udelukket.
Til sin produktion og til godernes fordelig har den Ene absolut ingen brug for penge. Han betaler den arbejdende befolkning med anvisninger, som han ikke behøver at dække med guld, fordi de er absolut dækkende ved den del af produktionen, der er bestemt for befolkningen; det er jo den han gir anvisning paa og noget andet en den kan ikke faaes for disse anvisninger. Og denne del af produktionen bestaar udelukkende af forbrugsartikler. Alt hvad der frembringes af produktions-apparater beholder den Ene som sin
