anlagt, den luxus han magter at forbruge, vil alligevel, om den tænkes fordelt paa alle, være det rene ingenting, og den arbejdskraft som skal til for at frembringe den vil, maalt med alles samlede arbejdskraft, være en ren ubetydelighed. Den Ene kan derfor paa forhaand være sikker paa, at naar det nødvendige til alle er produceret, saa vil der altid være mere end tilstrækkelig arbejdskraft tilovers til at frembringe al den luxus han føler trang til. Selv om han altsaa er den største egoist af verden, saa vil han derfor lige godt, uden at gi afkald paa det mindste gran af sin egoisme, kunne skride til at organisere produktionen i overensstemmelse med ejendomsrettens almene formaal — og hans organisations-schema vil da bli dette:
- Det nødvendige til alle.
- Vedligehold af de forhaandværende produktions- og kommunikations-apparater og jevn frembringelse af nye, for at produktionen stadig kan holde skridt med befolkningens væxt.
- Luxus og bekvemmeligheder for den Ene selv.
- Hvis der endnu er arbejdskraft tilovers, en begyngende luxus for alle, der siden kan stige efterhvert som befolkningens produktionsevne voxer.
Naar alle er sat i arbejde med en produktion, organiseret efter dette schema, saa frembringes der uafladelig det nødvendige, og sandsynligvis ogsaa et vist kvantum luxus for alle. Og at dette nødvendige og denne luxus virkelig kommer alle ihønde, saa der ikke blir noget vrøvl med fattigdom og nød, det besørger den Ene paa en ganske simpel og ligetil maade:
