leve af sit arbejde fra dag til dag — produktionsmidlerne maa altsaa ejes af nogle forholdsvis faa. Og skal produktionen bli ordnet, da maa det være disse faa, som paatar sig det. Arbejderen kan jo ikke spilde sin tid med at rende om og holde rede paa, hvad der til enhver tid bør produceres, og hvor der altsaa er brug for hans arbnejdskraft; det maa bli de besiddende klassers opgave. Og de besiddende klasser har ogsaa al interesse af at løse denne opgave. Thi først naar produktionen er saaledes ordnet, at der uafladelig frembringes det nødvendige til alle, kan de besiddende klasser trygt og rolig anvende den resterende arbejdskraft til at frembringe luxus og bekvemmeligheder for sig selv. Sørger de ikke først for det nødvendige til alle, risikerer de nemlig paa den ene side, at de der ikke faar det nødvendige, forgriber sig paa deres ejendomsret, og paa den anden side, at en ny revoltuion kommer og tar ejendomsretten fra dem for at lægge den over i andre, dygtigere hænder, der formaar at bruge den til det den er indstiftet for.
Naar ejendomsretten ikke længer misbruges har altsaa alle fordel af den. Arbejderne har den fordel, at der da sikres dem det nødvendige — en fordel de ikke kan opnaa paa den anden maade. De besiddende klasser har ganske vist den større fordel, at dem sikres der tillige endel luxus; men den større fordel er dem vel undt, naar de bare løser sin opgave — fordelt paa alle vilde bli lidet og ingenting paa hver. Ejendomsretten er altsaa et nødvendigt arrangement
