Jorden altsaa over paa forpagternes hænder, og al anden virksomhed git fri til enhver, der har valje og evne til at drive en forretning! — det var, mente revolutionsmændene, alt hvad der behøvedes. Dermed vilde der éngang for alle være sat en stopper for de besiddende klassers misbrug af ejendomsretten — og til disse to reformer indskrænket sig derfor revolutionsmændenes program.
Ikke med en tanke faldt det dem ind at røre ved selve ejendoms-institutionen; den stod for dem som det absolut nødvendige grundlag for enhver samfundsordning. Deres ræsonnement var nemlig dette:
Menneskenes produktionsevne er endnu ringe i forhold til deres behov. Vel er vi længst ude over den primitive produktions-methode: at enhver lægger sit arbejde an paa selv direkte at frembringe, hvad han behøver til sig og sine; vi praktiserer jo arbejdets delig, lar bonden dyrke jorden, skrædderen sy klæer, skomageren gjøre sko o.s.v., og den øvelse menneskene erhverver som fagarbejdere øger jo deres produktion betydelig. Alligevel er produktions-evnen endnu fremdeles ikke større, end at det højeste maal man kan sætte sig er at producere det nødvendige til alle — plus luxus til nogle faa. Og selv dette magre resultat kan kun opnaaes under den dobbelte betingelse: at massen af mennesker uafladelig arbejder — og at produktionen ordnes, saa der ikke blir produceret for meget i ét fag og for lidet i et andet. Men vil man sikre sig, at massen af mennesker uafladelig arbejder, da maa de intet eje, men være nødt til at
