store revolution ikke hadde kastet overbord, men bare flyttet over paa nogen flere hænder.
Derfor altsaa kunde ikke arbejderne overta ledelsen af haandværk og industri og slippe produktionen løs saa alle og enhver kunde faa hvad han hadde brug for — og derfor kunde haandværk og industri heller ikke komme det betrængte jordbrug tilhjælp, der sad fast som i en skruestik inde under kapitalens jern-aag.
Der var altsaa de besiddende klassers ejendomsret til produktionsmidlerne som tvang, ikke blot haandværk og industri, men ogsaa jordbruget, ind under pengeformaalenes automatiske bræmse, og hindret dem i at producere hvad der var brug for.
Og de besiddende klasser var ingenlunde tilsinds at opgi sin ejendomsret og slippe produktionen løs saa alting kunde komme iorden igjen; de hadde produktionen i sin vold, og agtet, hvor galt et saa gik, fremdeles at beholde hals og haand over den, og fortsætte med at misbruge den til at tjene penge paa. Dertil hadde de ogsaa, ikke blot retten — siden revolutionen ikke hadde kastet denne ret overbord — men de hadde ogsaa magten.
De besiddende klasser holdt nemlig ikke blot endnu bestandig en betalt vagt omkring ejendommen; nej nu da det var tydeligt at der var alvorlige planer igjære imod ejendomsretten, var dette vagthold gjort mange gange stærkere. Ejendomsvagten var blit en ganske formidabel magt. Det kostet jo ikke engang de besiddende klasser noget at forsøge ejendomsvagten; for hver gang de øget den bare løsnet de lidt paa produk-
