tionsbræmsen og tillod endel arbejdsløse stakler at producere saa meget at de selv kunde leve, mod at de ogsaa samtidig producerte alt hvad de nye vagtmændt behøvet, vaaben iberegnet — staklerne foretrak jo at lave dette ris til sin egen rumpe, fremfor at gaa omkring og sulte.
Og ikke blot var ejendomsvagten en ganske formidabel magt, men de besiddende klasser kunde ogsaa stole paa den. Ejendomsvagten hadde fast løn, og der var aldrig arbejdsløshed i faget; de brave vogtere hadde altsaa ingen opfrodring til at bry sine hoder med, hvad aarsagen vel kunde være til arbejdsløshed og daarlige tider — og de var jo opdraget til at tro at deres vagthold omkring det store bræmse-apparat var et samfundsnyttigt arbejde. De var derfor meget langt fra at ane, at deres arbejde bestod i at værne om alle samfundsonders store rod og at passe paa at alle de gamle onder vedblivende fik lov til i fred og ro at spire op af den — de var meget langt fra at ane hvad for en infam haandtering de levet af. Vilde altsaa arbejderne med magt ta bræmse-apparatet ud af de besiddende klassers hænder for at slaa det iknas som den store revoltuion hadde gjort med det tidligere bræmse-apparat, kunde de være temmelig sikre paa at de brave ejendomsvogtere vilde „gjøre sin pligt“, og arbejderne vilde efter al sandsynlighed komme til at maatte gaa frem over ejendsomvogternes lig. I ethvert fald maatte arbejderne, hvis de med noget haab om et lykkeligt udfald skulde kunne forsøged det store befri-
