tanke paa den ynkelige ting som kaldes udkomme — og vi kunde alle, med det trygge rigelige udkomme bag os, gaat over til for alvor at lægge vore planer op, om hvorledes vi hensigsmæssig kunde anvende vor overflødige arbejdskraft til menneskehedens bedste.
Men I gjorde det ikke, I vilde paa død og liv tjene penge, derfor gav I fanden i produktionens tarc og brugte den til at tjene penge paa istedenfor til at producere med, skjønt I derved svinebandt baade vor og bondens produktionskraft.
Men nu skal dette ha en ende! Længe nok har I misbrugt produktionen til at tjene penge paa — nu tar vi ledelsen og bruger produktionen til at producere med, og gjør selv den kontrakt med bonden, som I ikke har villet gjøre. Altsaa adjø! pak sammen og forsvind — og forsøg ikke mere paa at optræde som produktionens ledere, for det duer I ikke til.“
Hvorfor slængte ikke ialtfald haandværk- og industri-arbehderne dette som et ultimatum i ansigtet paa de konkurrerende borgere, som ved sin pengekonkurrence ødela alt for dem?
Nej, fordi at skal man kunne overta produktionen, saa maa man sidde inde med produktions-midlerne. Og det gjorde arbejderne ikke. Fabriker, værksteder og gruber, hvor produktionen skulde foregaa; husene arbejderne skulde bo i, klæerne de skulde slide, maden de skulde spise mens de arbejdet, kort sagt alt hvad man maa ha for at kunne producere, alle produktionsmidlerne, var jo i de besiddende klassers hænder og tilhørte dem — ikraft af den ejendomsret som den
