de finere produkter ud i rationer, fordi der ikke er nok af dem. Men længe vil det sikkert ikke vare, før jer produktionsevne kommer til at overstige vores alles forbrugsevne, saa I kan begrænse jer produktion, som vi allerede kan begrænse vor — og indtil da forlanger vi altsaa ikke hvad vi kan bruge, men kun hvad I kan afse.
Hvorfor djævelen gjorde I ikke bonden dette tilbud, strax I saa at kapitalisterne stanset ham ved at nægte ham penge?! Bonden hadde jo tat imod tilbudet med begge hænder, og vi hadde idag hat et tidsmæssigt jordbrug og svømmet i en saadan overflod af levnetsmidler, at enhver kunde forsynet sig som han vilde — istedenfor at vi nu gaar her og sulter! Og der var ingen grund til ikke at gjøre bonden dette tilbud. For dér stod jo vi haandværk- og industri-arbejdere og forlangte ingenting hellere end at faa lov til at fortsætte med at producere alt hvad bonden behøvet — og isteden tvang I os til at gaa omkring og sulte med næverne i lommen! — det er jo det rene vanvid!
I kunde ikke gjøre bonden det tilbud, sier I — for I var nødt til at tjene penge. Men det er jo det pære vrøvl. I behøvet jo ingen penge da jo, naar bonden sendte jer alt hvad I behøvet af levnetsmidler, og vi producerte alt hvad I behøvet af haandværk- og industri-produkter.
Hadde I dengang sluttet den kontrakt med bonden, da hadde hele produktionen, baade jordbrug, haandværk og industri, nu vært ordnet efter vores alles behov; intet menneske hadde længer behøvet at ofre en
