kurrerende producenter af al magt søgte at trykke arbejdslønnen ned.
Og det lykkedes i en ganske uhyggelig grad.
Hadde arbejderne begrebet, at det var den forholdsvis høje læn, som fordi den gav befolkningen kjøbeevne skabt de gode „tider“, og at „tiderne“ altsaa nødvendigvis maatte bli daarligere igjen, hvis arbejdslønnen gik ned, da hadde de naturligvis sluttet sig sammen som én mand for at afslaa de konkurrerende arbejdsgiveres angreb paa arbejdslønnen. De stakler svævet imidlertid i den indbildning, at det omvendt var de „gode tider“ som hadde skabt den forholdsvis høje arbejdsløn. Og da saa arbejdsgiverne underrettet dem om, at nu var de mystiske „tider“ blit daarlige, og at arbejdslønnen derfor maatte sættes ned, fandt arbejderne dette naturligt og rimeligt, saa ubehageligt det end var — og sat sig derfor ikke samlet til modværge.
Og enkeltvis var enhver modstand umulig — det sørget de arbejdsløse for:
Selv mens de „gode tider“ var paa sit højeste hadde der alligevel her og der gaat enkelte arbejdsløse omkring — det gamle saar paa samfundslegemet var aldrig helt grod til. Og efterhvert som man saa blev færdig med bygningen af de mange nye fabriker, værksteder, skibe, veje osv., som den voldsomme øgning af produktionen og omsætning hadde gjort nødvendig, saa tog jo de arbejdsløses tal til at stige igjen, og det temmelig stærkt. Der stod derfor altid en sulten arbejdsløs færdig til at ta den arbejders plads, der ikke vilde finde sig i en ny lønsreduktion.
